Snæver sejr holder liv i håbet om overlevelse

Med en tæt sejr i bundopgøret mod LBC lever håbet om overlevelse i 1. division Vest fortsat for BK Vikings herrer

På dagen hvor BK Vikings 1. divisionsdamer med en flot comebacksejr mod HIK-Bowling sikrede sig guldet og oprykning til Bowlingligaen forud for sidste runde, kæmpede Vikings 1. divisionsherrer for at holde liv i håbet om overlevelse i et bundopgør mod LBC.

 

Det blev en tæt affære, hvor hele ni af de 18 doubler, der blev spillet over de seks serier, blev afgjort indenfor 15 kegler. Viking trak det længste strå i seks af disse, herunder fire af de seks, der blev afgjort indenfor ti kegler - sejre på 2, 5, 8 og 9 kegler; nederlag på 1 og 8 kegler. Også keglefaldet i de enkelte serier faldt ganske tæt ud i flere af serierne - Viking hev tre af de fire tætte hjem med sejre på 32, 17 og 32 kegler, mens det i sidste serie blev til et nederlag på 23 kegler.

 

Med seks point i hver af de to første doubler - hvor Peter og Brian i begge tilfælde måtte se sig slået trods et keglefald på hhv. 398 og 418 - kom Viking godt fra land, og trods 2-6 i tredje serie, lev der taget revanche i fjerde med 6-2.

 

Gassen gik lidt af ballonen i de sidste to serier, hvor ingen på holdet for alvor ramte niveau - det var tæt på at kaste mere af sig (John og Faust måtte se sig slået med én kegle i femte serie), men resultat blev et nederlag på 2-6 og efterfølgende uafgjort 4-4 i sidste serie.

 

Samlet en sejr på 26-22 til Viking, der fik sæsonens anden sejr (scorerne fra kampen kan ses her). Det var dog ikke nok til at rykke vikingerne væk fra sidstepladsen i 1. division, forud for sidste kamp i Hjørring på lørdag.

 

Fire hold kæmper i bunden af rækken om den ene plads, der sikrer overlevelse - LBC indetager for nuværende den eftertragtede syvendeplads med 298 point; det er 12 point foran Enghaven, 13 foran Hjørring og 23 foran Viking (du kan se stillingen i rækken her)

 

I sidste runde er der vaskeægte bundkamp når Viking besøger Hjørring - men både LBC og Enghaven har også svære kampe i vente; LBC spiller lokalopgør mod Stenhuset, der fører rækken, mens Enghaven skal til Brønderslev og møde hjemmestærke Outsiders.