Lisbeth Nielsen dansk mester ved Old Boys/Girls

Lisbeth Nielsen hentede guldet hjem da der i weekenden blev spillet DM ved Old Boys/Girls i Løvvang Bowling Center

Løvvang Bowling Center dannede rammen om årets udgave af DM for Old Boys/Girls. Mesterskabet, der spilles i to aldersinddelte rækker hos både herrerne (50-65 år, samt 65+ år) og damerne (48-60 år, samt 60+ år), havde deltagelse af BK Viking i tre af de fire rækker. Og mesterskabet blev afsluttet på bedst mulig vis med en guldmedalje til Viking.

Lisbeth Nielsen og Leif Jensen gik begge videre fra indledende runde - Lisbeth, med 1065, som nummer tre i gruppen for damer fra 48-60 år og Leif, med 1136, som nummer otte i gruppen for herrer fra 50-65 år.

Ved kvartfinalerne søndag lavede Leif 731, hvilket placerede ham som nummer syv, udenfor cuttet til semifinalen. Lisbeth samlede 777 kegler sammen, hvilket var flest af alle damerne i hendes række, og gav en plads i semifinalen.

Her stod Lisbeth overfor Mimi Kirsten Jakobsen fra RBK 90, og vandt med 204-184. I finalen blev guldet sikret med en sejr på 178-161 over Helle Hedegaard fra ST.

Guldet er det første til en Viking-spiller ved et Old Boys/Girls-mesterskab siden Göran Bergendorff i 2011 vandt for herrer over 65 år.

Stort tillykke til Lisbeth med det flotte resultat!