Storsejr sender damerne til tops

En ærgerlig lørdag blev fulgt op af en overbevisende søndag, og det var samlet set nok til at sende damerne til tops i 1. division

Mens herrerne ovenpå oprykningen til 1. division kæmper for overlevelse og måtte bruge weekenden på at spille sig væk fra sidstepladsen, fortsatte damerne det gode spil de viste i slutningen af sidste sæson og i de første runder i år.

Det gjorde sig især gældende søndag, da de hjemme i Viby tog imod Smut. Mere om den kamp senere.

Lørdag gik turen til Kolding hvor Trekanten tog imod, og det blev en lidt ærgerlig oplevelse. Trods 150 overskydende kegler efter kampen var færdigspillet måtte Viking således se sig slået med 22-26, efter at have været foran 22-10 efter fire serier.

Starten kunne ikke have været bedre med 8-0 i første serie. Anden serie sluttede 4-4 takket være en suveræn sejr til Helle og Rikke, der vandt sin double med hele 169 kegler og sikrede point for keglefaldet. Tredje serie bød på tre tætte doubler, hvor Conny og Inger vandt med 15 kegler, mens Lisbeth og Else måtte se sig slået med ærgerlige tre kegler og Helle og Rikke med 21.

Hvad der manglede af marginaler i tredje serie, blev dog fundet til fjerde serie, hvor der var fuldt hus med sejre på 13, 13 og 16 kegler. Foran 22-10 lignede det en solid sejr, men så faldt spillet sammen. Hverken i femte eller sjette serie fik de krydset 1000 kegler, og marginalerne var væk – i løbet af de to serier blev det til nederlag i doublerne på 1, 3 og 10 kegler. To gange 0-8 og nederlag på 22-26.

Lørdagens topscorer blev Conny Stenstrup med 1123, mens Helle Algreen-Ussing og Lisbeth Nielsen noterede 1097 og 1092.

Søndag skulle det revancheres – og det blev det. Eftertrykkeligt.

Smut kom på besøg, og de kunne, ja... smutte... hjem igen, velvidende at de var heldige med overhovedet at få point med tilbage til Odense.

Efter fire serier var Viking i front med 32-0 med kurs mod at uddele æg. Blot én gang – i første serie – var Smut i nærheden af point, men Else og Lisbeth vandt den serie med 14 overskydende kegler. Derudover var der reelt aldrig tvivl om udfaldet af en double – Helle og Rikke vandt anden serie med 28 kegler og Inger og Conny fjerde serie med 30; det var det tætteste Smut var på point i løbet af de serier.

1102-939, 1086-887, 1052-889 og 1039-927 hed keglefaldet for de to hold i de første fire serier, hvor Helle nåede at sætte tre 200-serier på tavlen, mens Inger i anden serie noterede dagens højeste score med 242.

I femte serie kom Smut bedre med. Lisbeth og Else vandt deres double sikkert, mens Rikke og Helle måtte kæmpe mere for at vinde med 14 kegler. Conny og Inger manglede desværre det sidste og måtte se sig slået med seks kegler. Smut havde – for første og sidste gang i kampen – alle tre doubler over 300 og 953 kegler var deres højeste samlede keglefald i en serie på dagen. Sjette serie bød på to sikre sejre, da Lisbeth og Else vandt med 345-313 og Rikke og Helle med 370-268. Inger og Mette måtte slide sejren hjem, men tog stikket med tre overskydende kegler, 312-309.

46-2. Syv kegler fra at uddele æg.

Helle Algreen-Ussing var søndagens topscorer med 1187, mens Inger Juncker med 1126 og Else Skovgaard med 1078 fulgte efter.

Storsejren bragte damerne op på 126 point efter fire runder. Det placerer Viking 17 point foran Pletten på andenpladsen. Det er dog yderst tæt i rækken og blot 15 point skiller anden- og ottendepladsen.

Stillingen i rækken kan ses her.