2. divisionsherrerne sejrede i Brønderslev

Med en 22-10-sejr over BK Outsiders lever håbet om både guld og oprykning endnu for Vikings 2. divisionshold

Håbet om både oprykning og guldmedaljer lever fortsat for BK Vikings 2. divisions herrehold. Søndag gik turen til Brønderslev hvor et af de andre tophold, BK Outsiders, skulle forsøge at stikke en kæp i hjulpet på vikingerne.

 

Sådan skulle det dog ikke gå. Om Outsiders’ ligaholds nederlag til Trekanten – og medfølgende nedrykning fra ligaen – lige inden 2. divisionsopgøret spillede ind skal vi lade være usagt, men Viking kunne tage hjem til Viby med 22 dejlige point i bagagen.

 

En tæt første serie fandt sin afgørelse med blot fire kegler – Leif lukkede af med tre strikes og fik sikret en god afslutning på en serie hvor flere spillere kæmpede med at finde banerne, og den ene double måtte se sig slået med hele 363-291. De to øvrige doubler formåede dog at sejre og de fire overskydende kegler sikrede 6-2 i første serie.

 

I anden serie vendte lykken og i tre relativt tætte kampe blev det til én sejr med 17 overskydende kegler og nederlag på hhv. 25 og 8, hvilket sikrede Outsiders en udligning til 8-8 midtvejs gennem kampen.

 

Anden halvdel af opgøret var dog domineret af vikingerne. I en fremragende tredje serie blev Outsiders blæst af banen med 229 kegler (1296-1067). En enkelt double måtte dog kæmpe hårdt for sejren, men med otte keglers forspring blev det til fuldt hus.

 

Sidste serie blev, ligesom anden serie, tæt i alle doubler, men denne gang blev det med modsat fortegn. 6-2 til Viking med 16 kegler i overskud – sejre på 18 og 11 og et nederlag på 13.

 

Claus (829) og John (814) nåede over par og gjorde sit til at sikre et samlet keglefald på 4551 (Outsiders 4318).

 

Sejren fastholder Viking på andenpladsen, 22 point bag Hjørring BC, der dog har spillet én kamp mere – der er 21 point til Fight på tredjepladsen, der dog ligeledes er noteret for 15 kampe, mod Vikings 14.

 

2. divisionsholdet har dobbeltrunde i denne weekend – lørdag spilles den udsatte kamp på udebane mod BK Viborg, mens Team Aarhus søndag kommer på besøg i Viby.

 

Stillingen i 2. division – top to rykker op i 1. division:

1. Hjørring BC – 283 point (15 kampe)

2. BK Viking – 261 (14)
---------------------------------------------
3. Fight – 242 (15)

4. Stars & Strikes – 233 (15)

5. Team Aarhus – 233 (14)

6. BK Outsiders – 231 (14)

7. ST – 227 (15)

8. RBK 90 – 222 (8)

9. BK Viborg – 209 (14)

10. LBC – 195 (15)