1. divisionsherrerne kom væk fra sidstepladsen

Det blev til to nederlag for herrerne i weekenden, men pointhøsten i de to kampe var god nok til at komme væk fra bundplaceringen i 1. division Vest

Fire kampe inde i sæsonen er Vikings 1. divisionsherrer fortsat placeret under nedrykningsstregen. Weekendens to kampe kastede dog samlet 37 point af sig, hvilket var nok til at passere LBC i tabellen og spille sig op på 60 point, tre bag Enghaven på den rigtige side af stregen.

Weekenden fik en tung start i Odense, hvor Smut var suveræne i første serie, som de vandt med 8-0 med 222 overskydende kegler, via sejre på 50, 50, 122 i de tre doubler. Kun Kim med 194 kunne være fint tilfreds med sit spil i den første serie.

De efterfølgende to serier bød på noget bedre spil fra holdet. Begge endte 4-4, den ene efter en fremragende afslutning af John og Karsten Faust, der lukkede tiende rude af og vandt med fire kegler. Fjerde serie på de efterhånden godt nedspillede baner – der var blevet spillet fire serier på dem inden kampstart og ikke olieret i mellemtiden – var et lavpunkt på dagen. Holdet præsterede blot samlet 961 kegler og tabte fortjent 0-8 med samlet 200 kegler. I femte serie blev et par af doublerne holdt relativt tæt, men igen tog Smut fuldt hu med 179 overskydende kegler. 32-8 før sidste serie.

Her rejste holdet sig dog flot. Tre mand kom over 200 – én i hver double; Brian 219, Km 205, Karsten Eriksen 214 – og med sejre på 75, 42 og 17 kegler i de tre doubler, blev lørdagen afsluttet på optimal vis.

John Skovgaard blev topscorer med 1113 kegler, mens Karsten Eriksen på 1090 og Kim Borg på 1085 fulgte efter. Det samlede keglefald på 6320 lod noget tilbage at ønske, men afslutningen gav forhåbninger frem mod søndagen.

Netop søndag gik det løs hjemme i Viby, hvor nedrykkerne fra BK Outsiders kom på besøg. Præcis som om lørdagen var starten alt andet end optimal. Kim fandt aldrig til rette på banerne, men en flot serie af Brian (247) rettede op på det tabte og sikrede en sejr på 30 kegler. Det blev dog også de eneste point i serien. I anden serie var spillet markant bedre, men marginalerne manglede. Karsten Eriksen, der kom ind i stedet for Kim, og Brian tabte med 10 kegler, mens Carsten og Peter spillede lige op med deres modstandere – Peter måtte sætte en strike i sidste kast for at sikre det ene point – og John og Faust tabte ed 59 kegler. Trods et samlet set solidt keglefald på 1107 blev det blot til ét point. 3-13 efter to serier.

Herfra blev det dog bedre. Næste serie bød på to ekstremt tætte doubler. Faust og John tabte med én sølle kegle – John satte et godt slag i lommen på sidste kast, men måtte se 10’er keglen blive stående – men der var mere held i sprøjten hos Carsten og Peter, der vandt med én kegle efter Peter lukkede tiende rude af med tre krydser og Outsiders lukker måtte nøjes med strike-spare. Karsten og Brian var mere overbevisende og sejrede med 45 kegler. 6-2 til Viking.

Fjerde serie bød på endnu en 6-2-sejr. Faust og John satte hhv. 254 og 215 på tavlen og vandt med 60 kegler, mens Karsten (225) og Brian sejrede med 80 kegler. Hverken Peter eller Carsten fandt for alvor spillet og tabte 334-390 – de 1201 kegler var weekendens bedste serie for holdet.

Det begyndte at ligne et spillemæssigt overtag til Viking, men i femte serie tog Outsiders fat igen. John og Faust tabte med ærgerlige seks kegler, mens de øvrige doubler begge tabte med omkring 50. 0-8, og samlet 15-25 – muligheden for årets første sejr var forduftet.

Der var dog fortsat mulighed for at hente en god portion point hjem, og der blev lukket af med endnu en solid omgang bowling – Såvel John og Faust som Brian og Karsten satte mindst 400 kegler på tavlen og vandt med hhv. 16 og 29 kegler. Peter og Carsten manglede det sidste held og måtte se sig slået med fem kegler. 6-2-afslutningen gav dog 21 point mod et hold med oprykningsambitioner, og det må alt til trods være tilfredsstillende, selvom man kan ærgre sig over at være sølle tre kegler – en uafgjort og et nederlag på én kegle – fra at hente tre point ekstra og få uafgjort.

Søndagens topscorer blev atter John Skovgaard, der efter en sløv start med 139 satte 1077 (fem 200-serier) på tavlen for samlet 1216. Brian Pedersen fulgte efter med 1156 og Peter (1104) var også over 1100. Karsten Eriksen fik højeste snit via 1014 for sine fem serier.

Stillingen i 1. division Vest kan findes her.